Begravelsestale holdt ved Malene Hedegaard Bachs bisættelse i Vejen kirke d. 14.2. 2024

  1. Salme: 749 I østen stiger solen op
  2. Salme: 15 Op al den ting

SOLO: Flyv lille fugl (Rasmus Seebach)

– Kære lille søster (Danser med drenge)

  1. Salme: 787 Du som har tændt Læsning fra Salme

139: “Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på langafstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud Herre; bagfra og forfra omslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?

Prædiken:

Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg ‘Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig’, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”

Kære Inge, Finn og Martin – Natascha og Birthe.

For nogle uger siden blev jeres liv meget berørt af en stor sorg. Det er den sorg, vi i dag er samlet omkring her i Vejen kirke. Sorgen som ikke vil slippe jer. Sorgen er, at I har mistet jeres elskede datter og en elsket søster, Malene. Inge og Finn – I har mistet jeres skønne datter. Og Martin – du har mistet din dejlige lillesøster. Det er meget svært at forstå. Ydermere er der det, at omstændighederne omkring hendes død er svære. Egentlig ved vi ikke helt, hvad der er sket. Det er ude af jeres hænder at finde ud af. Det skal andre tage sig af. Samtidig er der så meget, der er så svært omkring Malenes liv. Ikke hele hendes liv. Men de senere år. I har været igennem en lang og slidsom ventesorg præget af uvished og savn. Når det er sagt, så skyldes det jo, at der har været en tid, der var god. Og normal. Og som den skulle være.

Jeg så nogle billeder af Malene som barn og efterskole-ung. Hun var en glad, smuk og sød pige. Som du, Finn fortalte mig, så var hun som Mariehønen Evigglad. Der var lys 2 i hendes øjne. Der var gå-på-mod og initiativ. Og som du sagde, Inge, så var hun skøn og glad pige. Hun var vildt god til gymnastik. Det gik hun meget op i. Var på både Bramming Idrætsefterskole og på Skibelund. Hun har været oppe i Idrætscenteret alt det, hun kunne, og var på et tidspunkt meget tæt på at komme på DGIs verdenshold. Hun blev bakket op af hele familien. I var så stolte af hende.

Men så pludselig – midt i teenageårene – kommer der en skygge ind over hendes liv. Og dermed også en skygge over jeres liv. Det er en psykisk sygdom – skizofreni – som ofte rammer midt i ungdomsårene. Når jeg siger det næste, så er det meget vigtigt at understrege, at der er ikke to mennesker eller to sygdomsforløb, der er ens. Malene har haft sit forløb. Andre har deres. Man kan godt få et fint og et trygt liv med en psykisk sygdom. Det er selvfølgelig svært at leve med sygdommen. Men psykiske sygdomme kommer til udtryk på rigtig mange forskellige måder. Malenes forløb har til tider været meget svært. Både for hende selv og for jer, hendes nærmeste. Der har været tider, der fungerede rigtig godt. Sammen med Jannich og sammen med sin dejlige hund, Loui. Der har været tider, hvor I nærmeste havde en god kontakt til hende. Men der har også svære tider. Tider med uvished og magtesløshed. Og når man som jer har mistet et menneske med en psykisk sygdom – skizofreni – så kan I sidde tilbage med en tons-tung dårlig samvittighed. For hvorfor kom sygdommen ind i Malenes liv? Gjorde vi det rigtige? Hvorfor var vi så magtesløse? Netop det sidste ord er meget vigtigt i dag. I har ofte været magtesløse. Magtesløs betyder, at I er løst fra at have magten. I kunne ikke komme til at hjælpe. De sidste år har hun nærmest ikke kommunikeret med jer. Ikke svaret på sms´er eller telefonopkald. Det har virkelig været svært. En sorg og en smerte. Dog har du, Inge, haft kontakt med Malene. Og sidst set hende d. 14. december. Jeg synes, det er vigtigt, at når vi har skylden, så skal vi stå ved den. Når vi har ansvaret, så skal vi tage ansvar. Men til gengæld skal vi ikke tage ansvaret for det, som vi ikke har ansvaret for. Eller tage skylden, hvis ikke vi har den. Det skal hverken I eller Malene. I Malenes liv tog sygdommen over. Mere og mere. Og vi ved, at det er en sygdom, som ingen er skyld i. Den kommer bare. Og den kom i de år, hvor Malene blomstrede allermest.

Der er så mange gode minder om Malene fra før hun blev syg. Der er bestemt også gode minder om den tid, hvor hun var syg. Her har der også være rigtig gode dage og stunder. Men Malenes liv blev alligevel mere og mere styret af sygdommen. Hun ville ikke have medicin. Eller behandling. Hun havde det svært med langvarige relationer. 3 Hun dulmede sygdommen ved at forsvinde. Indimellem leve som hjemløs. Ud over familien har der heldigvis været gode mennesker, der har set Malene. Og været der for hende.

Der er Jannich, som selvfølgelig er meget hårdt ramt i dag. Der er også Jan og Anette. Og mange andre. Der er alle jer, som på den ene eller anden måde har forsøgt at være der for Malene. Folk omkring Lindknud, som kendte hende. Der har været gode oplevelser for jer alle, men der har også været en magtesløshed. En hjælpeløshed, som er svær at være i. Det er vigtigt i dag at sige, at det var ikke Malene, der satte den dagsorden. Men det var først og fremmest den måde sygdommen forvandlede hendes liv, hendes sind og måde at være på. Og dermed jeres liv. Finn og Inge – I har mistet jeres datter. Der skal i dag både være plads til det mørke og det lyse. Der skal være plads til sorgen og glæden. Der skal kort sagt være plads til jer – og jeres barn. Jeres Malene. Der skal – ikke mindst – være plads til kærligheden og håbet. For hvad er det, der gør, at det er så svært at sige farvel til Malene i dag? Det er den kærlighed, som I begge har til hende. I er faktisk begge ramt det sted i jeres hjerte, hvor I elsker det barn, som I stod med for første gang i jeres arme for 32 år siden. Det barn, som I bar til dåben i Folding kirke. Det barn, som I elskede at se til gymnastikopvisninger eller fejre fødselsdag for … dagen før juleaften.

Den lille Mariehøne Evigglad.

Det er kærligheden, der gør, at det er så svært i dag. Ja, Gud, hvor er det svært for jer i dag. Når jeg siger det på den måde, så er det, fordi vi mennesker, må komme til Gud med alt. Også det sværeste i vores liv. Jesus siger et sted sådan, om Guds forhold til os: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.  …  Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. (Matt. 10,29-31) Jesus siger her, at Gud er med selv den mindste fugl, der falder til jorden. Derfor er han også med selv det mindste menneske, der falder og mister sig selv og sit liv. Han er med Malene. Det er så det, der gør, at vi i den grad har brug for at spørge: Hvorfor Gud? Hvorfor Malene? Her skulle du lige have taget dig sammen? Hvor er du Gud? Eller som Jesus råbte på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Gud tåler vores hvorfor? Vores klage. Vore spørgsmål. Det eneste svar vi får hedder Jesus Kristus. I stedet for en forklaring får vi en frelser. Altså ham, der hang på korset. Men også ham, der påskemorgen brød dødens mørke og håbløshed. Det svar kan også siges på den måde, at du er elsket, som den du er. Det gælder ikke mindst Malene.  Jesus har givet os barnekår i dåben. Barnekår hos Gud. Det betyder, at vi må fortælle Gud alt. Stille alle spørgsmål. Og Gud er ikke sart. Men endnu mere betyder det, at vi ikke kan måle Guds forhold til os ud fra hvor lykkeligt og perfekt, vores liv bliver. Gud kom i Jesus Kristus for at frelse de fortabte. For at være med det menneske, der ingen udvej ser. Eller som vi hørte fra det, jeg læste for lidt siden: Siger jeg: mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, Gud. Natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Melene faldt i en sø.

Men vi tror, at Malene blev grebet af Gud. Fordi hun er et Guds barn. Elsket af Gud. Det er ikke et plaster på såret. Det er ikke en let trøst. For den grænseløse sorg er helt naturlig, fordi I har mistet Malene. Der er et kæmpestort hvorfor? Og hvorfor skulle hun have den sygdom? Det til tider svære liv? Særligt her til sidst? Men vi tror ikke på en forklaring, men en forløser – en frelser, Jesus Kristus. Her i kirken er der netop plads nok til alle vore gåder. Og vi får ikke andet svar end, at Gud griber det menneske, der falder. I den tro, det håb og den kærlighed overgiver vi Malene i Guds hænder. I Guds hånd, skal vi også lægge skyld, magtesløsheden, meningsløsheden, og hvad vi ellers kan kæmpet med. Malene skal sættes ned hos mormor og morfar. Men først og fremmest skal hun lægges i Guds hånd og varetægt. Amen.

Lad os alle bede: Gud, vi kommer til dig i afmagt og smerte over døden, som skiller os fra en vi elsker. Vi kommer til dig med alle vore spørgsmål, vor håbløshed og vor brudte kærlighed. Nu beder vi dig, Himmelske Far: Giv os tillid til dit løfte om, at der hvor vore hænder ikke længere kan nå, der er vi i gode hænder hos dig. Både vi og Malene, som vi siger farvel til med kærlighedens smerte. Du, Far i himlen, der kender vore veje og vildveje, du kender vores tanker, mørke som lyse. Du, der ser vort mismod og håbløshed, vor svage og bange tro, vore ufærdige gerninger og bristede håb. Tak, fordi du i din kærlighed skaber lys i mørket. Tak, fordi du bevarer os levende – og den døde i fællesskab med dig, indtil du samler os i dit rige, hvor kærligheden har sejret, og døden er overvundet, ved din Søn Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne frelser, som med dig lever fra evighed og til evighed. Amen.