Vi er et par født i slutningen 50 erne ,vi mødte hinanden på “messenger ” i 2008. Vi har altid haft en interesse for campinglivet.Birthe har arbejdes ved hjemmeplejen i Maribo i 25 år. Nogle år på Svanevig Hospice i Bandholm, Et par år på fabrik ,hvor hun var kvalitets medarbejder. I 2020 blev hun ansat under Region Sjælland til podning af borger P.G.A corona virusen . Jeg har arbejdet som vikar , ved industri rengøring ,Klargøring af maskiner hos Loxam i Sakskøbing, Køre trruck på Nykøbing sukkerfabrik, og forskellige skadeservice firmaer. I 2018 blev jeg ansat hos Vikar Specialisten i Maribo. https://vikarspecialisten.dk/
Vikar Specialisten er en danskejet vikarvirksomhed, som er specialiseret i akutte vikarløsninger inden for social- og psykiatriområdet samt pleje- og omsorgsområdet.
Jeg arbejder som omsorgsmedhjælper på https://kofoedsminde.dk/ Kofoedsminde er en specialinstitution for voksne udviklingshæmmede og den eneste af sin art i Danmark.
18 år med dig
I dag har vi været sammen i 18 år. Det er egentlig lidt vildt, når man tænker over det. Vi havde begge et liv med i bagagen, da vi fandt hinanden. Vi havde begge prøvet at være gift før, og vi kom ikke ligefrem som to ubeskrevne blade.
Men på en eller anden måde fandt vi ud af, at vi passede sammen.
Vi har ikke fået et liv, hvor alting bare har været nemt. Vi har hver især haft vores at slås med. Sygdom, sorg, børn, bekymringer og perioder, hvor livet har vist tænder. Vi har også oplevet den slags sorg, som man aldrig rigtig bliver færdig med. Din datter mistede vi alt for tidligt, og selvom det ikke er det, vores liv skal handle om, så er det selvfølgelig en del af vores historie.
Og måske bliver man også med tiden mere bevidst om, hvor skrøbelige familiebånd kan være, når sygdom og mennesker ikke altid kan finde hinanden.
Og det er måske netop derfor, jeg synes, at det er så vigtigt, at vi har hinanden.
For vi har skabt vores eget liv.
Da vi kom hjem fra Spanien i foråret, går vi i gang med at gøre huset klar til den næste del af livet. Terrassedør, terrasse, nye løsninger og alt muligt andet. Ikke fordi vi er gamle endnu men fordi vi gerne vil kunne blive her og have et godt liv, også når benene en dag ikke gider det samme som hovedet.
Og så har vi vores FIBI.
Vores lille hjem på hjul, som har bragt os rundt i en masse lande og nu igen tager os til Spanien. Vi har set og oplevet mere, end jeg tror, vi selv havde forestillet os, dengang vi mødte hinanden. Og jeg tror faktisk, at det er noget af det fineste ved os.
Vi er ikke ens.
Jeg er nok den, der går lidt foran. Jeg snakker, spørger, griner, tager initiativer og kommer nogle gange til at stå først i køen, når der bliver delt lidt slask ud.
Og det kan jeg egentlig godt tåle. Det, jeg har sværere ved, er misundelse og den slags ting, hvor man pludselig mærker, at andre ikke nødvendigvis glæder sig på ens vegne.
Men måske er det også noget, man lærer med tiden.
Man behøver ikke altid forklare sig. Man behøver ikke være den, der rækker hånden først. Og man behøver ikke løbe efter mennesker for at holde fast i dem.
De mennesker, der vil os, skal nok finde Birthe og Finn.
Og hvis de ikke gør, så har vi jo hinanden.
Du er den rolige jyde, der ikke behøver fylde hele rummet. Jeg er hende, der godt kan fylde lidt mere. Men på en eller anden måde fungerer det.
Du har løftet mig på dine stille måde, og jeg tror også, jeg har fået dig til at tage nogle skridt, du måske ikke selv havde taget.
Vi har været igennem operationer, sygdom, bekymringer og sorg. Og alligevel sidder vi her.
Så i dag vil jeg egentlig bare sige:
Tak for de 18 år.
Tak for at være min mand, min makker og den, jeg kan tage af sted med, også når vi ikke helt ved, hvor vi ender.
Tak for at være den rolige jyde, når jeg bliver lidt for ivrig.
Og tak for at være den, jeg stadig har lyst til at pakke en camper sammen med og køre til Spanien med.
Jeg ved ikke, hvad de næste 18 år bringer.
Men jeg ved, hvem jeg helst vil opleve dem sammen med.
Dig.
Og så må resten af verden sådan set finde ud af, hvor den vil være.
Vi ved, hvor vi er.
Birthe